-
Seniorrådgiver: Fransk parlament er splittet i tre
Source: BDK Borsnyt / 07 Jul 2024 16:01:29 America/Chicago
Frankrig er ikke blevet lettere at regere, efter at landet har afholdt parlamentsvalg. Sådan lyder vurderingen fra tidligere ambassadør i Frankrig og nuværende seniorrådgiver ved Tænketanken Europa Kirsten Malling Biering, efter at de første prognoser er blevet offentliggjort fra den anden og afgørende runde søndag aften. Her tegner venstrefløjskoalitionen Den Nye Folkefront (NFP) til at blive størst Valgalliancen Ensemble, der består af blandt andet præsident Emmanuel Macrons parti, Renaissance, ser ud til at blive valgets nummer to. Imens ser højrefløjspartiet National Samling ud til at lide et overraskende nederlag. - Når man ser på Nationalforsamlingen, er den splittet i tre. Ingen af de store grupper har absolut flertal, hvorved det vil være vanskeligt for dem at regere uden hele tiden at stå i fare for at blive mødt med et mistillidsvotum, siger Kirsten Malling Biering. Søndag aften har premierminister Gabriel Attal desuden sagt, at han vil meddele sin afgang til præsident Emmanuel Macron. - Han siger, at vi bliver nødt til at finde en ny måde at udøve parlamentarisme på. Og hvordan det kommer til at ske, vil jo så vise sig, siger Kirsten Malling Biering og fortsætter: - Der er allerede stemmer i det klassiske højre, der taler om at samarbejde med midten og måske ind i dele af venstrefløjen i en form for stor koalition, som vil være midlertidig, indtil man måske kan se tingene lidt klarere. Men det bliver vanskeligt under alle omstændigheder. NFP ser ud til at få mellem 178 og 205 af de i alt 577 pladser i Nationalforsamlingen. Valgalliancen Ensemble står til at få mellem 157 og 174 mandater. National Samling, som i flere uger har været det førende parti i meningsmålingerne, får ifølge prognoserne mellem 113 og 148 pladser i Nationalforsamlingen. Både i Bruxelles og Kyiv kan henholdsvis EU og den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, ånde lettet op. Det siger Jens-Kristian Lütken, der er landsformand for Europabevægelsen - en tværpolitisk organisation, som går ind for et stærkt europæisk samarbejde. I forhold til EU må det antages, at landet forsat vil have en ledende rolle. Derudover ville en sejr til National Samling have ført til "en betydelig køligere støtte", end den Macron har ført, til det krigsramte land. - Både Marine Le Pen og hendes premierministerkandidat har sagt, at de ville støtte Ukraine, men at de blandt andet ikke ville give våben, som kunne ramme mål i Rusland, siger Jens-Kristian Lütken, der også er beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, hvor han repræsenterer Venstre. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/seniorraadgiver-fransk-parlament-er-splittet-i-tre